Presse
'
Presse
7. august 2017
Som del af Struers købstadsjubilæum planter Struer Havekreds tre træer i Struer Anlæg onsdag den 9. august kl. 15.00. Samtidig indvies ny 'lytteplads'.
Træplantning og indvielse af lytteplads i Struer Anlæg

Foreningslivet har været en stor del af Struers 100 år som købstad – og vil uden tvivl have en stor indflydelse på byens liv i de næste 100 år og frem. Med sine godt og vel 300 medlemmer har Struer Havekreds i sinde at fortsætte sin mission om at skabe et levende og inspirerende foreningsliv i Struer, samt at få flere til at få øjnene op for tilfredsstillelswen ved at få planter til at gro og haven til at fungere.

Fastholdelsen af det stærke foreningsliv og forskønnelsen af vores omgivelser er netop, hvad Struer Haveforening, i samarbejde med Struer Kommune, vil markere med arrangementet ’Plant et træ’ onsdag den 9. august kl. 15.

Cornus Kousa
Borgmester Mads Jakobsen, musikskoleleder Per Odgaard og formand for Struer Havekreds Henning Pedersen står for at plante træerne, som er specielt udvalgte Cornus Kousa – eller Koreakornel - et lille træ med en elegant grenbygning.  I juni og juli dækkes træet af smukke hvide blomster, der sidder enkeltvis på stilke, lidt hævet over grenene. På afstand ligner det små lette skyer, der svæver hen over alt det grønne. Koreakornel vokser stiv og opret med sidegrene, som går næsten vandret fra hovedstammen – en vækstform, der fører tanken hen på japanske haver.

”Træet klarer sig fint i det danske klima og vil om få år være en pryd for vores smukke anlæg i Struer”, forklarer Henning Pedersen, der håber på et stort fremmøde den 9. august.

Glimt fra Struers historie
Struer er Lydens By, og derfor skal Struers historie naturligvis også formidles via lyd. Struer Museum har således arbejdet på at skabe 13 historier om steder i Struer, der fremover kan høres i anlægget på en særlig ’lytteplads’.

Indvielsen af lyttepladsen vil finde sted umiddelbart efter ’Plant et træ’. Her vil det fremover være muligt at få fortalt de 13 historier ved hjælp af en stander, der uden strøm, men med energi fra en pumpefod, afspiller lydbidder om Struers historie.

Projektet ’Glimt fra Struer historie’ er skabt på baggrund af et samarbejde mellem Teknisk Drift og Anlæg i Struer Kommune og Struer Museum.

I forbindelse med arrangementet bliver der serveret et glas bobler og Musikskolens kor ”Syng dig glad” synger et par sange under ledelse af Per Odgaard, Struer Musikskole.

Læs mere